Så er vi i luften!

Så er vi i luften!

I går, torsdag den 26. oktober 2017, havde vi vores første infomøde, hvor bl.a. denne hjemmeside og vores logo med vores kerneværdier blev præsenteret.

 

Vi startede kl. 16 med vores sædvanlige Bestyrelsesmøde, hvor vi gennemgår detaljer, opfølgning på sidste skridt og klargøring af næste skridt. Vores møder ligger 1 gang om måneden og er åbne for offentligheden, dog ikke med taleret, hvilket vi overlader til infomøderne i spørgerunden samt til generalforsamlingen i foråret.

 

 

Kl. 18 spiste vi sammen i Medborgerhuset på Vestergade 14A i Skanderborg, hvilket også er en månedlig tilbagevendende begivenhed lige efter vores bestyrelsesmøde. Det foregår ved, at vi alle, der deltager, medbringer en ret til fællesbordet, sådan at vi kan smage hinandens mad og netop hylde mangfoldigheden, gennem hvad vi hver især bidrager med.

 

 

Interessant nok var det næsten kun ikke animalsk-mad, hvilket vi var flere, der jublede over. Ikke at vi som sådan er et vegansk/vegetarisk levefællesskab, men denne måde at spise på går hånd i hånd med det bæredygtige og klimavenlige aspekt, og det må derfor også gerne have lov til at fylde.

 

Da vi netop hylder mangfoldigheden, så skal der være plads til alle, både veganere, vegetarer, kødspisere, flexitarere, mælkedrikkere, glutenallergikere, ostespisere, lactose-intolerante, kaffedrikkere, te-drikkere osv., da vi alle har vores plads og ret til at være her på lige fod med hinanden. I respekt for hinandens forskellige valg og livsstil, så længe vi kan leve i fred og fordragelighed med hinanden. Der er ingen der er mere rigtige eller højere stillet end andre. Alle har deres berettigelse.

 

I USA kalder man det for The Salad Bowl, nemlig at vi alle har en vigtig ingrediens i den store salatskål og kan bidrage med hver vores tekstur, smag, form, farve osv. Ikke at forveksle med The Melting Pot, hvor vi skal smelte sammen ligesom i en gryderet. Så mister vi alle vores særpræg og glider ud og blander os så meget med de andre og bliver som dem, at vi mister os selv. Så i Perma går vi helt klart efter Salatskål-modellen.

 

 

Kl. 19 var tallerkenerne ryddet ud til opvaskemaskinen, projektoren var sat op, og flere folk var stødt til for at høre om Perma – Levefællesskabet ved Skanderborg. Ældre og unge, singler og par, børnefamilier og enlige mødre var der alle for at høre mere om de muligheder og visioner, som vi er i gang med at udarbejde i bestyrelsen.

 

 

Formand Mira Issa Bloch startede med at præsentere os og vores bestyrelse, da vi herefter på skift ville præsentere vores ny-udformede Projektbeskrivelse, som er den, vi vil have med i dialog med Skanderborg kommune, samt til general info omkring vores projekt på visions-stadiet.

 

 

Sekretær Lotus Ananda Holm startede med at præsentere hjemmesiden og give et kort overblik over konceptet med Perma, samt hvilke værdier vi arbejder ud fra. Værdier som både står i vores vedtægter og som er udpenslet endnu mere i vores logo med Perma-navnet som inspiration.

 

 

Medlem Lissi Bagge præsenterede, hvad hele permakultur-konceptet går ud på, da hun netop er vores permakulturekspert med viden om alt lige fra spiselige planter, miljøet i jorden samt miljøet over jorden og blandt os mennesker, nemlig at vi i permakulturen drager omsorg for hinanden, os selv og vores skønne naturlige natur, som vi lader gro på bedste vis, mens vi sørger for, at væsnerne (både planter, dyr og mennesker) harmonerer sammen til gavn for alt og alle.

 

 

Herefter kom vi ind omkring beboere, beliggenhed, omverdenen, det levende laboratorium, fællesrum, fællesaktiviteter, og hvad der ellers står præsenteret i vores projektbeskrivelse, som præsenteret af os fra bestyrelsen. Mette og Kelvin Varst herunder viste også eksempler på et muligt fælleshus, som det kunne se ud med lejligheder i et Cirkelbo, som udarbejdet af Asger Møller, med et stort atrium og fællessal til fællesspisning i midten med grønne beplantninger og glaskuppel som tag.

 

 

Vi havde selvfølgelig en lille kaffe/tepause i midten af det hele, så folk kunne sunde sig og friske hovedet op imellem alle de nye informationer, som de blev bombarderet med.

 

Kasserer Jette Westenholz Jørgensen fortalte til sidst om venteliste-systemet, hvor vi også lavede en hurtig rundspørge omkring, hvad folk evt. var interesserede i mht. at leje eller eje, hvis de skulle bo i Perma. Det var ca. 50/50.

 

 

De sidste 20 minutter gik med spørgsmål fra flokken af interesserede, som derved kunne tage mere afsæt i, om de kunne se sig selv i Perma gennem afklaring af diverse spørgsmål omkring boliger, fællesmad, tilgængelighed, arkitektur, økonomi, at finde en grund osv.

 

 

Alt sammen emner, som vi i forvejen havde været omkring i bestyrelsen, men som vi nu kunne få mere fokus på, inden vi om en måneds tid sidst i november begynder at have dialog med kommunen og borgmesteren. Der er lige et kommunalvalg først, der skal overståes, da 2 af vores bestyrelsesmedlemmer, nemlig formand Mira og medlem Lissi, stiller op for Alternativet i henholdsvis Skanderborg og Aarhus Kommune.

 

 

En rigtig fordel, da netværkeren Mira (ofte set i grønt) har god kontakt til diverse medlemmer i byrådet, til den siddende borgmester samt til levefællesskabet Hertha, som er vores store inspirationskilde mht. opbygning og opstart af sådan et stort socialt inkluderende levefællesskab, hvor vi andre også har kendskab til og har researchet omkring de mere eller mindre bæredygtige levefællesskaber Grobund, Friland, Hjortshøj andelssamfund, Permatopia, Vinge m.fl.

 

Alt i alt var det en rigtig givende aften, både for os i bestyrelsen/styregruppen som kan tage en masse med videre i vores arbejde, samt for deltagerne der udtrykte glæde og begejstring ved, hvor langt vi var kommet på et halvt år.

 

 

Næste bestyrelsesmøde og månedlige fællesspisning (med bidrag af madret til fællesbordet) er planlagt til at ligge samme tid og samme sted onsdag den 29. november, da vi herved kan komme til at lære hinanden at kende på kryds og på tværs over maden og gennem samtale, så vi kommer hinanden ved og opbygger et fællesskab allerede inden de første spadestik bliver taget engang i fremtiden.

 

I skal være hjertelig velkomne. Følg evt. med i Facebookgruppen, hvor der kommer sidste nyt samt bliver lavet event omkring hver møde. Du kan læse referater fra vores bestyrelsesmøder her…

 

De bedste hilsener fra Sekretær, Lotus

 

 

PS: I får lige de sidste billeder fra Lissis foredrag og plancher omkring Permakultur. Men vi regner med at gentage succesen omkring et infomøde igen i foråret, højst sandsynligt i forbindelse med generalforsamlingen. Vel mødt.